En almindelig gåtur ved Nørresøbadet i Viborg udviklede sig lørdag formiddag til et opsigtsvækkende fund for 38-årige Viktorija Petersen. Under vandoverfladen fik hun øje på noget stort og hvidt, som lå på bunden.
Da hun kom tættere på, viste det sig at være adskillige tallerkener i en ødelagt affaldspose, skriver Nyheder24.dk. Ifølge Viktorija Petersen kan der også have ligget metalgenstande og noget, der lignede en mønt.
Fundet overraskede hende, fordi hun ofte færdes i området sammen med sin syvårige datter. De bruger flere timer i naturen og følger blandt andet årstidernes skiften og ser efter fisk i Nørresø.
Delte fundet med andre
Efter oplevelsen delte Viktorija Petersen et opslag i en lokal Facebookgruppe, hvor hun opfordrede til at passe bedre på naturen.
“Hvor er det ærgerligt at støde på sådan et syn på en ellers dejlig efterårsgåtur. Lad os nu passe lidt bedre på vores skønne område,” skrev hun.
Opslaget fik flere til at spekulere i, om genstandene kunne være stjålne. Der er dog ikke oplysninger, som bekræfter den teori.
Politiet har fået besked
Viktorija Petersen kontaktede efterfølgende politiet og oplyste den præcise placering af fundet. TV MIDTVEST har set dokumentation for henvendelsen.
Det er fortsat uvist, hvordan tallerkenerne og de øvrige genstande er havnet i søen.
Sagen peger samtidig på problemet med affald i naturen. Ifølge Miljøstyrelsens vejledende bødeniveauer kan private få en bøde på 5.000 kroner for at smide affald i naturen.

