Kom tæt på nogle af de mest omtalte kriminalsager i Danmark, når den tidligere drabschef Jens Møller Jensen besøger Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter med foredraget “Opklaret”. Med mere end 37 år i politiet har han ledet efterforskningen af nogle af nyere tids mest omfattende og komplekse sager.
Undervejs i foredraget løfter han sløret for arbejdet bag kulisserne som drabschef og fortæller åbent om de vanskelige valg, de personlige refleksioner og de intense jagter på gerningsmænd. Publikum kan blandt andet høre om Ubådssagen, skudepisoder mod betjente på Christiania, terrorangrebene i København samt efterforskning af drab, røverier og personfarlig kriminalitet.
Jens Møller Jensen giver samtidig et indblik i politiets arbejde og forsøger at nuancere danskernes syn på kriminalitet og tryghed i samfundet. Han er i dag fast krimiekspert på TV 2 og er desuden kendt fra bøgerne “Opklaret – drabschefens erindringer” og “Efterforsket – drabschefens sager”.
Programmet er lagt sådan op: Kl. 17.00 åbner dørene til spisning, Kl. 18.30 åbner dørene til foredrag, og Kl. 19.00 begynder foredraget. Arrangementet varer ca. 2 timer inkl. pause, og menuen består af Ølbraiserede svinekæber med rodfrugter, kartoffelmos og salat. Der er lagt op til en spændende og tankevækkende aften i selskab med en af Danmarks mest erfarne efterforskere.








