Luise Mørup Handberg viser værker i Kunstkælderen, hvor udstillingen kredser om idéen om balance og det stabile ståsted, vi ofte forsøger at finde i tilværelsen. Her sættes der fokus på de mange modsætninger, som livet rummer, for eksempel arbejdsliv og privatliv, forbrug og ressourcer samt drømme og virkelighed.
Udstillingen peger også på, hvordan vi kan miste fodfæstet, falde og siden rejse os igen, og hvordan netop disse erfaringer kan føre til nye erkendelser og gøre os klogere. Fernisering er lørdag den 1. august, og alle er velkommen. Kunstkælderen har åbent i hele bibliotekets betjente åbningstid, og der er fri entré.
Om Luise Mørup Handberg: Under navnet HANDBERG Visuelle Drops arbejder hun med tegninger, collager og objekter, der på forskellige måder undersøger balance. Hendes værker kredser om samspil mellem form og farve, kompositioner og volumen, og flere motiver, symboler og farver går igen i hendes billedunivers.





