I dette foredrag i Gudenåhuset fortæller Finn Nørbygaard åbent, humoristisk og reflekteret om de mange sider af sit liv. Han ser tilbage på både de store højdepunkter og de hårde perioder og deler undervejs de erfaringer, han har gjort sig.
Fortællingen kredser om, hvordan nedture ofte kan give den største selvindsigt og måske endda gøre et menneske klogere på sig selv. Mange vil kunne spejle sig i de tanker, især hvis man selv står midt i en livskrise eller har gjort det tidligere.
Erindringsforedraget "Mine op- og nedture ... og hvad jeg lærte af det!" følger Finn Nørbygaards liv fra den bortadopterede opvækst i Esbjerg over læreruddannelsen til mødet med Jacob Haugaard i 80'ernes kreative miljø i Aarhus. Herfra voksede karrieren, og han oplevede en periode med stor succes, hvor han blandt andet lavede shows i landets store kulturhuse, medvirkede i TV med eget sketch show, var med i de ikoniske "Squash" reklamefilm og spillede i film, der tilsammen solgte over 850.000 billetter i landets biografer. Samtidig strømmede millioner ind på bankbogen.
Finn Nørbygaard har også mærket bagsiden af succesen. Da udviklingen vendte, blev de 6-stjernede anmeldelser afløst af hård kritik fra pressen, og livet som showbizze blev sat på pause. Senere uddannede han sig til psykoterapeut og foredragsholder, og derudover investerede han sine showbiz-penge i IT Factory og mistede rub og stub!
Han ser i dag tilbage på et liv, hvor eksistentiel angst, professionelt sammenbrud og økonomisk ruin har kunnet blive en anledning til at slippe facaden og møde sig selv mere ærligt. For ham har livskriser flere gange været det, der har åbnet for, at livsgnisten kunne vende tilbage. Undervejs er der også plads til mange sjove anekdoter og finurlige historier fortalt i den velkendte underspillede Finn Nørbygaard-stil. Finn Nørbygaard er en dansk komiker, entertainer og foredragsholder, som især er kendt for sin blanding af humor og personlige fortællinger.
Entré: 145 kr. Foredraget finder sted i Gudenåhuset - Bjerringbro Bibliotek & Kulturhus.



















