For at blive frivillig hos Læsehunde skal du og din hund gennemgå en certificering, før I kan fungere som et læseteam. Ordningen er skabt, så både hundens trivsel og egnethed bliver vurderet, og så du som fører bliver klædt godt på til den frivillige opgave.
Som godkendt læseteam deltager du og din hund i 1:1 læseforløb for børn i 1. – 5. klasse på en lokal skole eller bibliotek. Her handler rollen om at lytte opmærksomt og nysgerrigt til barnets højtlæsning og samtidig være med til at skabe en rolig og tryg læsesituation, så barnet får gode oplevelser med at læse. Du kan se et eksempel på et læseforløb i Læsehunde her: Læseteamet Lone & Balou .
OBS! Hvis du skal certificeres med to hunde, skal du bestille to certificeringstidspunkter. Læs mere herunder inden tilmelding! Certificeringerne henvender sig til hundeførere, der er fyldt 18 år, har en ren børneattest og er indstillet på at være frivillige sammen med deres hund ca. 1-2 timer hver uge. Du skal også være indforstået med, at Læsehundes koncept er en dyreassisteret indsats, hvor du og din hund som team afholder 1:1-læseforløb med børn på et læsested (Bibliotek eller skole), og at du bliver evalueret og godkendt i forhold til egnethed.
Hunden skal være fyldt 2 år på certificeringsdagen, være sund og rask og følge det, dyrlægen anbefaler af vaccinationsprogram og sundhedstjek. Den skal kunne acceptere at have tørklæde på, fordi det er hundens uniform, og dens temperament skal være venligt, roligt og lydigt. Det er også vigtigt, at hunden kan være sammen med andre hunde af begge køn. Også hunden bliver vurderet og godkendt i forhold til egnethed.
Selve certificeringen af nye frivillige læseteams er gratis og består af tre dele. Først gennemfører du et online undervisningsmodul på ca. 60 minutter, hvor du blandt andet får indblik i Lydighed for Læsehunde, Læsehundens sprog og signaler, Læsehunden i balance; fysisk, social og mental stimulering, Læsevejledning på frivilligt niveau, Inddragelse af hunden som pædagogisk værktøj og Rammerne for det frivillige arbejde. Derefter møder du fysisk op på certificeringsdagen.
Ved fremmødet på biblioteket bliver du og din hund taget godt imod af frivilligkoordinatoren og de frivillige værter. Herefter vurderer en erfaren hundeadfærdskonsulent din hunds fysik og helbred, og til sidst afprøver I en læsesituation i praksis, hvor et barn læser højt for dig og din hund. I den forbindelse vurderes jeres egnethed til opgaven også af den erfarne hundeadfærdskonsulent . Ved godkendelse af certificering gives samtykke til indhentelse af børneattest.
Hvis du og din hund bliver godkendt som læseteam, bliver der udfærdiget en frivilligkontrakt, og I modtager et Læsehunde-tørklæde samt en startpakke med materialer, så I kan komme i gang. Det er gratis at deltage i Læsehundes certificeringer, og der afholdes løbende certificeringer for nye læseteams i Jylland, Sjælland og Fyn. Læs mere om Læsehunde HER .
Der er også nogle rammer for alder og overskud hos hunden: Din hund skal være 2 år for at blive certificeret læsehund, fordi hundens endelige sind og adfærd først viser sig tydeligt omkring den alder, hvor den er kønsmoden og har passeret puberteten. Unghunde kan være mere pjattede og have sværere ved at finde den ro, som en læsesituation kræver, og derfor er det bedre at vente, til hunden er mentalt modnet. I Læsehunde er der desuden en vejledende øvre aldersgrænse på 8 år. Den er vejledende, fordi hunde ældes forskelligt alt efter race og individ, men fra 8-årsalderen kan fysik og kognitive evner svækkes, for eksempel gennem gigt, syns- eller hørenedsættelse, og det kan gøre hunden mere usikker over for nye krævende aktiviteter som jobbet som læsehund.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hunds alder passer til certificering, kan du få rådgivning hos arrangørerne. De opfordrer også til, at du vurderer, om din hund har tid og overskud i hverdagen til at påtage sig rollen. Har hunden mange andre aktiviteter eller funktioner, for eksempel som tildelt servicehund , er erfaringen, at en ekstra rolle som læsehund ikke er forenelig. Ved spørgsmål er man velkommen til at kontakte arrangørerne. Læs mere på Læsehunde - Socialtansvar.dk







